Oversat fra tysk af Henrik Grøn

Resumé

Med tilblivelsen af den menneskelige bevidsthed er det levendes selvorganisation gået ind i en ny fase: Den spontane proces afspejler sig i den menneskelige bevidsthed, og i menneskeheden – skønt stadig væk en del af samme spontane proces - griber aktivt ind i processen – landbrug, kvægavl, håndværk og industri har dirigeret biosfærens udviklingsproces ind i af menneskene ønskelige baner. Menneskene skaber selv den omverden, som bestemmer menneskehedens videre biologiske og kulturelle evolution. Således bliver mennesket i stadig større grad sin egen skaber. Med den aktive indgriben i kimbanen tages netop et nyt skridt mod selvorganisationsprocessernes selvmodifikation. Samtidig tøver mennesket med at gribe aktivt og planmæssigt ind i det overordnede systems udviklingsproces, samfundet. Gør de imidlertid ikke dette, opstår på den ene side en risiko for positive tilbagekoblinger, der kan føre til menneskehedens selvudslettelse, på den anden side risikoen for, at mennesker mere og mere bliver degraderet til hjælpeløse hjul og skruer i videnskabens superorganisme, og ikke er mere selvstændige end leverceller eller blodlegemer i en organisme, hvis handlinger de ingen indflydelse har på. En menneskehed, hvis medlemmer kappes med hinanden, sælger flere og flere ting fremstillet af industrirobotter til hinanden, står i fare for at udrydde sig selv. En menneskehed, hvis medlemmer kappes om at pleje, kurere, underholde og uddanne hinanden, har udsigt til en fortsat eksistens.

I løbet af sin udvikling har menneskeheden lært at samle stadig større og koncentrerede energimasser, for at bruge dem til at virkeliggøre menneskelige hensigter. Senest, med udviklingen af atomvåbnene, er energiophobningen blevet så stor, at menneskeheden er blevet i stand til at udslette sig selv. At masseødelæggelsesvåbnene ikke kommer til anvendelse, må så antages at være en grundlæggende forudsætning for, at der overhovedet vil blive nogle fremtidige generationer. Afskaffelsen af krigsvæsenet er det mindste, kommende generationer med fuld ret kan kræve af os. Men også menneskehedens vældige energiomsætning i andre former, lige fra fossile brændstoffer, gigantdæmninger og atomkraftværker til afgrøder med højt høstudbytte og kunstgødninger, viser sig som stadig mere problematisk.

I de hundredtusinder af år, hvor menneskeheden udviklede sig og udbredte sig på jordkloden, afveg dens energiomsætning sig i begyndelsen ikke fra de andre kødædende pattedyrs. Først med overgangen til landbrug for ca. 10.000 år siden indledtes den tidsepoke, hvor menneskehedens energiomsætning, og dermed det menneskelige arbejdes produktivitet, dets omverdensforandrende formåen, steg eksponentielt, indtil det opnåede en evne til at udslette sig selv. Det er i virkeligheden denne forøgede evne til at påvirke og forandre omverdenen, altså slet og ret den ophobede energimængde, der almindeligvis bliver kaldt for fremskridtet. Dette fremskridt er ikke blot en teknologisk udvikling, hvor et klogt hoved på et givent tidspunkt gør en opfindelse på grundlag af tidligere kloge hoveders opfindelser. Fremskridtet beror først og fremmest på en psykisk og åndelig koncentrationsproces af stadig flere mennesker. Først gennem denne kraftkoncentration blev det muligt at gøre disse opfindelser og omsætte dem i praksis. Denne kraftkoncentration blev i civilisationsepoken, altså de 10.000 år siden overgangen til landbrug, især fremkaldt gennem krig, undertrykkelse og udbytning. At dette fremskridt nu indebærer en reel mulighed for selvtilintetgørelse, påpeger blot grænserne for fremskridtet.

Så naturligvis interesserer disse fremtrædelser os som problemer i det menneskelige samfund. For at udforske disses grobund, vil udviklingen af det menneskelige samfund her blive betragtet som et særtilfælde ved systemernes selvorganisation.

Paradigmet selvorganisation er interessant nok populært i meget forskellige kredse. Tilhængere af neoliberalismen sætter deres lid til markedets selvorganisation, som det der bedst kan regulere produktionen og fordelingen af varer. Til gengæld sætter modstandere af globalisering deres lid til bevægelsens selvorganisation, som overflødiggør en central styring. Begge parter er fascinerede af, at selvorganisation faktisk skaber funktionsdygtige systemer. Dette er indiskutabelt på niveauerne materiens selvorganisation, livets selvorganisation (biologisk evolution), samfundets selvorganisation (kulturel evolution), økonomiens selvorganisation (markedet). Men at selvorganisation skaber funktionsdygtige systemer, indebærer dog absolut ikke, at den også – som mange synes at mene – skaber de bedst mulige systemer.

I det følgende skal det påvises, at selvorganisation er en modsætningsfyldt proces:

At denne artikel beskæftiger sig meget med den biologiske evolution, skyldes to ting. På den ene side tjener biologiske evolutionsprocesser som eksempler på generelle lovmæssigheder ved selvorganisationen. På den anden siden har den biologiske evolution frembragt mennesket med dets behov og evner, og således skabt forudsætningerne for vores kulturelle evolution.

Hovedvægten i artiklen er lagt på, hvordan de menneskelige samfund har udviklet sig fra at være egalitære, statiske, territoriale fællesskaber til at blive dynamiske og ekspansionistiske imperier, byggende på udbytning. Disse samfunds ekspansionistiske struktur er ophav til krigen, som vi kender den i dag, og produktionen af overskud for at opnå stadig større overskud udgør motoren i denne udvikling.

Richard Dawkins skabte paradigmet „selviske gener" (Dawkins 1989). Dna-kæder forandrer sig gennem tilfældig mutation. Medfører en sådan mutation, at disse dna’er bliver bedre til at optage energi, og bruger mindre energi til fordoblingen, vil mutanterne få flere efterkommere end andre og denne egenskab vil blive videreført. Skulle et dna en sjælden gang mutere i retning af, at det hjælper anderledes opbyggede dna-kæder med tilvæksten, så vil de bidrage til de dna-kæders vækst, der ikke indeholder denne altruistiske egenskab, hvis et dna derimod pludselig muterer, og dette smukke træk vil igen forsvinde. Da altruisme per definition kommer andre dna-mønstre til gavn, kan den ikke slå igennem i en population.

Den af Konrad Lorenz påståede artsopholdelsesdrift (Lorenz 1963) sætter Dawkins et spørgsmålstegn ved. Ikke det, der er til gavn for arten, slår igennem, men det, der er til gavn for det enkelte dna-mønsters forplantningsevne.

Et eksempel: Hos næsten alle kønsligt formerende arter er der cirka lige mange hanner og hunner, selv om færre hanner ville kunne befrugte alle hunnerne, og selv om hannerne ofte ikke bidrager til yngelplejen. Hovedparten af hannerne er altså fra et artssynspunkt unyttige ædedolke. Arten kunne med færre hanner og flere hunner hurtigere udfylde deres potentielle disponible biotop og således komme eventuelt konkurrerende arter i forkøbet. Hvorfor sker det så ikke? Lad os antage, at hver hun får ti unger. Går vi så videre ud fra, at en han befrugter ti hunner, og at kun én ud af ti hanner overhovedet parrer sig. Således kan arten meget hurtigere formere sig, hvis ikke den bestod af 50% unge hanner, men kun af 10%, og resten så var hunner. Det burde altså være i artens interesse, at hunnerne bringer flest mulige af hunkøn til verden. Således vil en hun, der føder ti døtre, få hundrede efterkommere. En hun, der føder ti sønner, hvor kun én forplanter sig, men til gengæld med ti hunner, vil imidlertid ligeledes få hundrede efterkommere. Egenskaben at kunne få mange døtre har ikke større chancer for at slå igennem, end egenskaben at kunne få mange sønner. Derfor må arten leve med de unyttige ædedolke, hvad enten det er til gavn for den eller ej.

En grel eksempel nævnes af Wolfgang Wickler og Uta Seibt (Wickler/Seibt 1977):

Endnu et eksempel: Når løvehanner overtager et harem, er de i de første tre måneder meget aggressive overfor løveungerne og dræber dem næsten altid. Først senere bliver de omsorgsfulde fædre, der tilmed er mere overbærende overfor ungerne end mødrene. Grunden hertil er enkel: I gennemsnit mister løverne efter to til tre år igen haremmet til en anden. De har kun kort tid til at skaffe sig egen afkom. Drægtige eller diegivende løvinder kommer ikke i brunst. Løverne dræber altså deres forgængers unger, så løvinderne hurtigt kan komme i brunst igen, altså for at sikre sig selv efterkommere (naturligvis er de sig ikke dette bevidst). For løvearten er dette meget uheldigt. Løveungernes dødelighedsrate er nemlig i forvejen meget høj, på den østafrikanske steppe på omkring 80%. En fjerdedel dør af sult, en anden fjerdedel kommer galt af sted eller bliver offer for fjender. Løverne kan under disse forhold lige akkurat holde deres antal konstant. Dukker der en ny fjende op, som eksempelvis mennesket, bliver artens beståen i høj grad truet. Løverne bør altså i de kommende generationers interesse droppe ungedrabene. Men det kan de ikke. En løvehan, der gennem mutation erhverver egenskaben at være ligeså god mod forgængerens unger som mod sine egne, ville næppe have en chance for overhoved selv at skaffe sig afkom, frem for alt ikke egne sønner, der kunne arve hans godmodighed. Løverne er fanget i en ond cirkel, som de lighed med kragerne ikke kan bryde. Idet hver løvehan hjælper sit eget afkom frem, bidrager han dermed til at reducere alle løvehanners samlede afkom, altså i sidste instans også sit eget (Wickler/Seibt 1977).

Sådanne onde cirkler er ingen undtagelse i naturen, man møder dem alle vegne. Genernes evolution tager ikke hensyn til artens ve og vel. De tager heller ikke hensyn til individernes ve og vel, hvor paradoksalt det så end umiddelbart kan forekomme. Men mon ikke livet ville være lykkeligere, hvis vi ikke kunne fornemme smerter – om end også kort? For kort velsagtens, til at vi overhovedet kunne nå at forplante os. Individer uden evne til at føle smerte ville meget hurtigt blive bortsorteret.

I evolutionsudviklingen bliver encellede dyr til flercellede dyr. Cellerne mister derved både deres potentielle udødelighed samt deres uafhængighed og mangfoldighed, går fra at være individuelle jægere til at blive udskiftelige samlebåndsarbejdere, der kun behersker en ubetydelig del af livsprocesserne og alene ikke længere er livsduelige. Og hele organismen, der nu fremstår som et individ, bliver så ligeså dødstruet som de celler det er opbygget af. Den potentielle udødeligheds privilegium tilkommer så alene forplantningscellerne.

Hvordan kan der så opstå kooperation og solidaritet i denne grusomme verden?

Forklaringen skal søges på flere områder: Enkel kooperation kan opstå ud af ren og skær egoisme: Græssende køer søger sammen, når der er fare på færde. For hver ko gælder følgende: Jo nærmere de er på de andre køer, desto mindre bliver dens risikosfære og jo større bliver chancen for, at en af de andre køer bliver angrebet. Idet hver ko forsøger at redde livet på bekostning af de andre, stiger overlevelseschancerne for alle, da et rovdyr kun meget sjældent angriber en samlet gruppe. Køerne kan altså med rette sige: „Når enhver sørger for sig selv, så bliver der sørget for alle", mens det sikkert ikke gælder i eksemplerne med kragerne og løverne.

Antilopehunner lever i store flokke og synkroniserer deres fødsler. Deres unger kommer således til verden samtidigt og i stort antal, og den enkelte er da i tilfælde af et rovdyranfald mindre udsat.

Varselsadfærd er straks mere kompleks: Mange fugle, der lever i grupper eller sværme, udsender, når de får øje på en fjende, et varselsskrig. Dette kan undre, fordi varsleren henleder fjendens opmærksomhed på sig og derved bringer sig i fare. Men varsleren ville bringe sig i større fare ved en isoleret flugt. Derfor er det bedre at alarmere hele flokken, og flygte i ly af sværmen (Wickler/Seibt 1977).

Når så den altruistiske adfærd producerer eget afkom, er der en chance for, at også dette afkom erhverver det altruistiske karaktertræk. Hvis jeg er udstyret med et altruistisk karaktertræk, er der eksempelvis ¼-chance for at også min nevø er udstyret med det. Hjælpsomheden overfor slægtninge vil således slå igennem, når dens fordel for slægtningene er modsvarende større end den skade, ens eget afkom lider derved (Wickler/Seibt 1977).

Det mest imponerende resultat af familiekooperation ses hos myrerne. Hos myrerne udklækkes der hunner af de befrugtede æg (frugtbare dronninger eller ufrugtbare arbejderhunner), og hanner af de ubefrugtede æg. Alle myresøskende får det samme kromosomsæt fra faren, har altså identiske gener. Fra moren får de altid en tilfældig blanding af bedstemoderlige og bedstefaderlige gener. Derfor har myresøskende i gennemsnit ikke 50% af generne til fælles, men 75%. De adfærdstræk, som en given mor fremelsker hos sit respektive afkom, har altså særdeles gode chancer, for igen og igen at producere hunlige bærere med disse adfærdstræk. Det er forklaringen på, at hunmyrearbejdere giver afkald på selv at få afkom og betror det til et mindre antal frugtbare søstre. Det gør det mulig for søstrene at fordele myretuens forskellige arbejdsopgaver mellem sig. Denne arbejdsdeling er delvis aldersbetinget, dvs. hunarbejderne har i ungdommen indendørstjeneste og overtager så i slutningen af livet den farlige udendørstjeneste. Men de kan også udvikle forskellig kropsbygning til bestemte arbejdsopgaver, der gør dem uegnede til andre arbejdsopgaver, f.eks. som særlig store hunsoldater eller som "indgangspropper" for søstrene. Mest bizarre er muligvis de malaysiske Camponotus-myrer, som man kunne kalde for levende bomber: To store kirtler indeholdende et giftigt sekret løber fra tyggeredskaberne til den yderste del af bagkroppen. Når myrerne i kamp med fjendtlige myrer eller om mad kommer i vanskeligheder, sammentrækker de deres bagkropsmuskulatur så eksplosivt, at kropsoverfladen sprænges og giften pludseligt udgydes over modstanderen. At ofre livet i tuens tjeneste er for myren ikke noget større problem, og lignende kamikaze-adfærd optræder hos mange myrearter.

Myrekolonien bliver ofte betegnet som en superorganisme, fordi individerne opfører sig som organer tilhørende et større superindivid. Det er grunden til deres store succes. Af 750.000 kendte insektarter er 13.500 arter statsdannere. Heraf er 9500 myrer, resten er termitter samt sociale bier og hvepse. Alligevel udgør disse 2% af alle insektarter 50% af samtlige insekters biomasse! Hvorfor? Hölldobler og Wilson fremlægger følgende argumentation: Man kan forestille sig 100 singlehvepse (myrer nedstammer fra hvepse) ved siden af en koloni med 100 myrer. Hver hvepsemor må grave et hvepsebo, fange og bære byttedyr hjem, lægge æg og lukke boet. Hvis de svigter blot én af disse arbejdsopgaver, er alle de andre arbejdsopgaver udsigtsløse. Myrerne uddelegerer arbejdsopgaverne til fagspecialister. Hvis en af disse svigter eller bliver ædt, træder en anden til. Succesen er så godt som hjemme. I kamp kan hunmyresoldaterne være selvmorderisk dumdristige. Da hvepsemor kun indlader sig i kamp, hvis hun kan vinde den, er kamikaze-aktioner i forvejen udelukket. Selv hvis indtil tiden, hvor de unge myredronninger begynder at sværme, 99 af 100 myrer må lade livet, vil de sværmende søstre mere end opveje tabet, de 99 myrers arbejde vil ikke være spildt. Hvis 99 hvepsemødre gik hen og døde, før yngelplejeperioden er forbi, vil kun de overlevendes arbejde ikke være spildt. „Det lader til, at socialismen under visse omstændigheder virkelig fungerer", skriver Hölldobler og Wilson. „Karl Marx havde blot fat i den forkerte dyreart." (Hölldobler/Wilson 1994).

Trods deres store talent for kooperation kender også myrerne til konkurrence og kamp. Mellem frem for alt de forskellige myrearter, men også mellem en og samme arts kolonier, foregår der ofte en ubarmhjertig krig. „Hvis myrer havde atomvåben, ville de efter al sandsynlighed i løbet af en uges tid foranledige verdens undergang." (Hölldobler/Wilson 1994)

Hvorfor er krig normen hos myrerne og, som Hölldobler/Wilson beskriver det, karakteriseret ved „endeløse aggressioner, territoriale erobringer og folkemorderisk udslettelse af nabokolonier, når som helst muligheden foreligger"?

De følgende overvejelser hæfter kun jeg for, ikke Hölldobler/Wilson:

1) Myrekolonier kan således ikke vokse ubegrænset, men størrelsesforholdet mellem den mindste og den største fungerende koloni er enorm, den kan være hundredfold, tusindfold eller endnu mere. Faktisk næsten ingen myrekolonier når op på den i teorien mulige maksimale størrelse. Praktisk talt kan altså alle kolonier bruge et større territorium. Også for et sangfuglepar er størrelsen af det kuld, de kan brødføde, i en vis grad afhængig af størrelsen på det territorium, som parret råder over. Men der er en øvre grænse for det territorium, som parret overhovedet kan "forvalte", og hver ny områdeerobring derudover er meningsløs. Men for myrerne gælder, at en koloni, der ikke lægger vægt på ubegrænset vækst, vil sakke agterud i forhold til de grænseløse mutanter. Det samme gælder for den koloni, der ikke forsvarer deres territorium med næb og klør.

2) Myrekolonier kan tillade sig at føre krig. De kan tillade sig det, fordi de, som allerede anført ovenfor, uddelegerer forplantningsopgaven til deres kongelige søstre. Alenelevende hvepse, sangfuglepar eller andre territoriale dyr kan ikke tillade sig et nederlag med dødelig udgang. Enhver forplantningschance ville gå fløjten. Så snart et nederlag kan forudses, er flugt det bedste alternativ, for så er der endnu en mulighed for at finde et ledigt territorium eller en mindre stærk konkurrent, som man kan jage bort. For en myrekoloni kan en krig godt betale sig, selv om tusinder mister livet på slagmarken.

Iblandt myrerne er der altså krig, fordi det under de særlige betingelser, de lever under, i særlig grad lønner sig. I modsætning til de udelukkende territoriale sangfuglepar er myrekolonien hvad angår deres struktur ekspansiv. Denne forskel bliver igen interessant under vores diskussion af de menneskelige samfund.

Menneskelige samfund består nu ingenlunde kun af nære slægtninge. Forekommer der så kooperation blandt ikke nærtbeslægtede mennesker, på trods af de biologiske anlæg for egoisme? Det synes Dawkins at mene: „En advarsel om, at hvis læseren – ligesom jeg selv – ønsker at opbygge et samfund, hvor individer uegennyttigt kan samarbejde til fordel for nogle fælles mål så skal man ikke vente at få megen hjælp hertil fra vores biologiske natur." (Dawkins, Det selviske gen, 1977, p. 13)

Men som det ses, er der dog hjælp at hente i vores biologiske natur. For at kunne udrede dette, er det dog nødvendigt at gå en smule tilbage. Prøver man at forestille sig, hvor voldsomt selektionstrykket via omverdenen presser de levende væsener til at akkumulere mest mulig energi og anvende den så økonomisk som muligt, så må en hel del fænomener i naturen forekomme meget mærkværdige. Argusfasanhannens halefjer er så uforholdsmæssigt lange, at den egentlig ikke skulle kunne flyve (Riedl 2000). Hvorfor bliver fjerene længere og længere, hvorfor begunstiger evolutionen ikke hanner med kortere halefjer? Hvorfor fik kæmpeelgens gevir et omfang og en tyngde, så det højst sandsynligt var årsagen til at denne art uddøde? Hvorfor udviklede sabelkattens hjørnetænder sig så voldsomt, at også denne dyreart er forsvundet fra jordens overflade? Biologen Amotz Zahavi fremsatte i begyndelsen af 70’erne en teori, som han kaldte handicapteorien. En paradisfugl, der overlever på trods af en meter lang halefjer, må blive usædvanlig dygtig til at flyve, blive usædvanlig god til at undkomme fjender, finde føde, undgå sygdomme osv. Når en hun på grund af en mutation finder behag i hanner med særligt lange halefjer, vil hendes afkom automatisk blive gode flyvere osv. og vil, hvis de er hunner, arve forkærligheden for lange halefjer. Mange af hannernes seksuelle parringssignaler indeholder sådanne handicaps. Hannerne renoncerer i parringstiden på kamuflagefarver og udvikler meget påfaldende og kulørte signalfarver. De udfører anstrengende parringsdanse, og gør sig bemærkede med højlydt sang. Ved at pålægge sig selv handicaps, viser de deres kraftoverskud (Zahavi 1975).

Også hos mennesket finder man en mængde selvdestruktiv adfærd, der kan forklares med Zahavis handicapprincip. Eksempelvis er tatoveringer og pyntear et bevis på, at deres ejermand eller ejerkvinde kan udholde smerter og er i besiddelse af et godt immunsystem. Drikning af alkohol hører til denne form for signaler sammen med tobaksrygning, Kungfu-kæmpernes drikning af kerosin eller skikken hos de mandlige indbyggere på stillehavsøen Malekula med at bygge høje tårne og så med et tov bundet om foden at springe ud derfra, indtil tovet standser faldet, lige før den vovelystne støder hovedet mod jorden. „Den der klarer faldet, har bevist, at han er modig, er god til at regne og er en dygtig bygmester". (Zahavi 1975)

Hvad har Zahavis handicapprincip så med kooperation at gøre? Jane Goodall beretter, at chimpanser, i modsætning til andre dyr, undertiden deler føde med hinanden, og hyppigere kød end anden spise (Goodall 1990). For chimpansen er kød nemlig et værdifuldt fødeemne, men ikke en livsnødvendig fødeingrediens, snarere en sjælden delikatesse. Hvorfor gemmer så succesrige jægere ikke denne sjældne og kun med stort besvær og dygtighed anskaffede delikatesse til sig selv?

Også i menneskelige samler- og jægerkulturer er det især kød, man deles om. Planteføde indsamler hver især til sig selv eller sin familie. Hos hadza-folket i Østafrika bliver også kun storvildt fordelt på hele gruppen. Storvildtjagt giver ganske vist undertiden store mængder kød, men er risikabel og usikker. Den sikre strategi er at jage småvildt. Med et par nedlagte harer eller fugle kan „man(d)" jo ikke bevise sin styrke og kunnen lige så godt som med en nedlagt bøffel. Formålet med mændenes storvildtjagt er altså først og fremmest at demonstrere ekstra handlekraft (Key/Aiello 1999). Her handler det ikke om jægerens subjektive motivation, altså om hvilke tanker han gør sig eller hvad han føler, men om den objektive funktion som signal. Jægeren har måske kun sin gruppes ve og vel i tankerne og ikke skænker den forøgede status en tanke. Ikke desto mindre har succesrige jægere en høj status og bliver beundret af kvinderne, får flere efterkommere og kan lade deres gruppeomsorgsfuldhed gå i arv til disse.

Når omverdensselektionen altså stræber mod økonomisk energianvendelse og maksimering af den personlige forplantningssucces, så kan den seksuelle selektion i direkte modsætning hertil stræbe mod et demonstrativt energispild – og det er hvad støtten til ikkeslægtninge set fra det selviske gens synspunkt er. Den tilsyneladende modsætning løser sig, hvis kan husker på, at det selviske gen fremprovokerer energispild hos det andet køn, så ens egen "forplantningsmaskine" kan spare energi.

Men det skal også igen understreges, at denne seksuelle selektion med demonstrativ energispild kan skabe en ond cirkel, der ender i selvdestruktion, på samme vis som ved andre former for intraartslig selektion (løvers drab af unger). Hos sabelkatten og kæmpeelgen har det, som allerede antydet, ført til disse arters uddøen.

Nu er mennesket det dyr med den mest fleksible og den mindst instinktprægede adfærd. Men at den menneskelige adfærd er reguleres af individuelle erfaringer og kulturelle normer betyder ikke, at mennesket ingen instinkter har. Sult kræver stadigvæk at vi spiser. Men måden, hvorpå vi skaffer os føde, er ikke, i modsætning til hos mindre udviklede dyr, medfødt.

I analog med madinstinktet må man formode, at mennesket ikke har et særligt medfødt programskema for, hvordan man gør intryk på det modsatte køn. Intet instinkt hvisker til mennesket: Få dig en tatovering! Tag på storvildtjagt! eller: Kast dig, kun forbundet med et tov, i dybet.

Erich Fromm kommer i sin diskussion med Konrad Lorenz om den menneskelige aggression ind på de menneskelige behov. I sit kliniske arbejde som psykoterapeut har han konstateret, at mennesker har en kraftig iboende trang til at udrette noget, at sætte sit fingeraftryk på verden. „At kunne fremkalde en effekt betyder at være aktiv og ikke kun lade sig påvirke, at være aktiv og ikke blot passiv. Det er i sidste instans beviset på, at man eksisterer. Denne grundsætning kan formuleres således: jag eksisterer, fordi jeg fremkalder en effekt." (Fromm 1973, p. 259)

Den alment vedtagne programerklæring „udret noget!" kan således give sig både kreative og destruktive udslag.

Mange menneskelige adfærdsformer kan opfattes som demonstrativt energispild, der ud fra synsvinklen omverdensselektion og det selviske gen ikke giver nogen mening. Det spænder lige fra de mangfoldige, af antropologer velkendte former for selvinvalidering (tatovering, omskæring, tandudtrækning, forlængelse af øreflipper, læber, hals) til hovedjægeri og menneskeofring. Det spænder fra deling af jagtbytte til potlatch, den amerikanske urbefolknings gensidigt forpligtende gavegivningsfest.

Denne medfødte tilbøjelighed til demonstrativ energispild er den biologiske forudsætning, der har fremskyndet den hurtige udvikling af forskellige menneskelige kulturer med deres opblomstring og vildskud som motor (se Dunbar 1999). Det er ikke nok for os, kun at gøre det nødvendige her i livet, vi vil mere, „selvrealisering", „udfoldelse af vores evner". Viljen til dette er medfødt, hvordan vi gør det, afhænger af hvilke muligheder livsomstændighederne frembyder, både de psykiske og de samfundsmæssige.

For denne krigstradition er det vigtigt, at denne trang nu engang også giver sig udslag i en stræben efter at vinde hæder og ære på slagmarken. Således finder de mandsdræbende slag oftest sted langt fra de efterladte kvinder derhjemme, men når så krigshelten vender tilbage fra slagmarken, kan han være sikker på kvindernes gunst. Helte som Alexander den Store eller Napoleon, Lenin eller Mao Zedong kunne både udleve den kreative og den destruktive side af trangen til at udrette noget: Vinde deres befolkningers og hæres kærlighed, og fremkalde had og frygt hos fjenden, dræbe og brandskatte og skabe et verdensrige, bringe orden i de politiske forhold, dirigere millioner af menneskers liv ind i nye baner.

Fra naturens hånd er mennesket hverken krigerisk eller fredelig. Det er født med en trang til at udrette noget, der kan manifestere sig kreativt eller destruktivt. Denne trangs destruktive manifestation er en forudsætning, der muliggør krigen, men er ikke dens årsag. Det beror på samfundets struktur, hvilken udformning af denne trang individet har succes med, altså hvilken der er fremherskende i et givet samfund.

Den klassiske sociobiologi har vist os, at kooperationen kun kan forekomme, når den giver de koopererende individer en umiddelbar forplantningsfordel. „Ægte" altruisme, når den opstår ved mutation, er dømt til atter og atter at dø ud. I 1998 påviste Elliot Sober og David Sloane Wilson, at dette regnestykke ikke altid stemmer (Sober E. og Wilson D.S., 1998). De nævner et eksempel, hvor to grupper konkurrerer med hinanden. Hvis den ene gruppe har mange altruister, der tænker mere på gruppens ve og vel end på sit eget og sine efterkommeres, og den anden kun har få, så vil den første gruppe formere sig hurtigere end den anden. Det bevirker, at andelen af altruister ud af den samlede sum tiltager i begge grupper. Fordi altruisternes gode gerninger også kommer egoisterne i ens egen gruppe til gode, der ikke giver noget tilbage til gruppen, vil disse altid formere sig hurtigere end altruisterne. Andelen af altruister indenfor hver gruppe vil altså nødvendigvis falde. Holdes de to grupper adskilt fra hinanden, burde altruisterne i begge grupper uddø på et tidspunkt, som den klassiske sociobiologi har forudsagt. Sker der imidlertid, så længe altruisternes antal i forhold til den totale sum stadig er i tiltagende, en blanding af de to grupper og derefter en ny opdeling, så kan processen starte forfra med en alt i alt højere altruist-andel. Skønt altruisterne altså hele tiden risikerer, at gratisterne nyder godt af deres anstrengelser, kan deres andel af populationen vokse under disse forudsætninger.

Et ekstremt eksempel tydeliggør dette: Tænker vi os en stamme, der hele tiden opdeler sig i mindre jagtgrupper, der jager farlige dyr, eksempelvis mammutter. Blot en enkelt gratist kan ødelægge det for hele sin gruppe – og dermed for sig selv. I sådanne situationer, hvor gruppen i tykt og tyndt er afhængig af hinanden, altså af kooperation, er det klart, at gratister den ene gang efter hinanden udrydder sig selv (og sine gruppefæller).

Der findes altså sammensætninger, hvorunder gratister kan trives på bekostning af de andre, og sammensætninger, hvorunder de udrydder sig selv.

Men den matematiske model muliggør også i knap så livstruende situationer forekomsten af et medfødt kooperationsberedskab til fordel for gruppen. En forudsætning herfor er dog, at grupperne kontinuerligt bliver blandet grundigt og - at de konkurrerer med hinanden! Det er altså på ny konkurrence, der avler kooperation.

Vi mennesker – og, som det viser sig, også visse andre dyrearter – arver imidlertid ikke kun vores egenskaber ad genetisk vej, men også på grund af vores evne til at lære af hinanden og ved hjælp af eksemplets magt at videregive informationer gennem gestik og sprog. Tillært fordelagtig adfærd forplanter sig meget hurtigere end medfødt, den kulturelle evolution forløber efter en meget mindre tidsskala end den biologiske.

Den allerede hos chimpanser fastslåede og derfor formodentligt også hos vores fælles forfædre eksisterende tilbøjelighed til at dele kød, var vel en forudsætning for, at vores forfædre kunne skifte fra en levevis overvejende baseret på plantekost til en, hvor kød udgør en større andel. Men jagt som eksistensgrundlag stiller meget større krav til et kooperationsberedskab end en på plantekost baseret levevis med lejlighedsvis kødtilskud. Og således ikke blot til kooperationsvillighed ved anskaffelse af føde, men også til beredvilligheden til at dele ved fortæringen. Således kommer jægerens føde i modsætning til chimpansernes ikke i små, i tid og rum relativt ligeligt fordelte lunser, men i store, sjældnere lunser. Antager man, at vores allertidligste forfædre levede i et ligeså hierarkisk struktureret samfund som chimpanserne, så må der på et tidspunkt i Palæolitikum have fundet en revolution sted, der har ført til de menneskelige samler- og jægersamfunds egalitære levevis. I sin bog „Hierarchy in the Forest" fremfører Christopher Boehm denne tese (Boehm 1999). Boehm viser, at de historiske samler- og jægerfolk på den ene side i praksis helt igennem var og er egalitære. Det betyder, at de enten slet ingen leder har eller kun tolererer en meget svag ledertype, at de har en veludviklet gruppeetos, der forlanger at den enkelte er tilbageholdende, beskeden, generøs og hjælpsom, og at de har udførlige og effektive systemer til fordeling af jagtbytte. Men at disse jægere på den anden side ikke blot deler ud på grund af en medfødt, "naturlig" godhed. At de ikke lægger mærke til ligestillingen, fordi de føler sig ligestillede eller ingen bestræbelser gør sig, for at hæve sig over andre. Boehm taler om et "omvendt hierarki", hvor de forenede fodfolk dominerer alfa-individerne. Boehms teori er, at vores forfædre udviklede en "egalitær politik", for at kunne gøre op med alfa’ernes dominans. For følgende er selvindlysende: jo større min gruppe er, jo større er sandsynligheden for, at jeg er en af dem der bliver dominerede, og jo mindre er sandsynligheden for, at jeg selv opnår en dominerende position. Således opstår motivationen for at slutte sig sammen mod alfa-individerne. Denne egalitære politik kan opretholdes og udbredes, fordi den sikrer gruppen en bedre og mere ensartet fødeforsyning.

Interessant nok henviser Boehm og Sober/Wilson til hinanden og kommer, i alt fald ikke i de nævnte bøger, ind på, at deres teser delvist modsiger hinanden: Bliver, som i Boehms tese, kooperation gennemført via en politik, bidrager fødte altruister ikke mere til gruppens ve og vel end de fødte egoister, der bliver tvunget til at samarbejde. Altruismens biologiske evolution mister altså sit grundlag på grund af den kulturelle evolution.

De nulevende samler- og jægersamfund beskrives af antropologer som egalitære og demokratiske. Der er næsten ingen forskel i ejendomsforhold, da der ikke er noget at eje. En gennemsnitlig buskmands personlige ejendele vejer helt præcist 12 kg. Det gælder om at være mobil (Haviland 1997). Følgende er karakteristiskt for den demokratiske ånd i den historie, Turnbull fortæller om BaMbuti’erne (pygmæer): Når Sefu, den evindelige urostifter og krakiler, kalder sig selv for høvding, siger de andre helt efter reglerne: Nå sådan, så må du jo være en Bantu, for hos os BaMbuti’er er der ingen høvdinge (Turnbull 1961). Beslutningstagningen følger ikke de formelle regler – såsom afstemning og flertalsafgørelse – derimod bliver der snakket frem og tilbage indtil et løsningsforslag, alle kan leve med, udkrystalliserer sig. Jagt er både et fælles og et individuelt anliggende (hos BaMbuti’erne deltager også kvinder og børn i klapjagten), og det store jagtudbyttet deles. Gruppen består af flere familier, og antal individer overstiger sjældent 100. Familierne kan frit flytte fra gruppe til gruppe. Hver gruppe har deres nedarvede jagtdomæner, hvis grænser overlapper de andre gruppers. Krig er ikke en fast bestanddel af et samler- og jægersamfund. Samler- og jægersamfund har en meget langsom befolkningstilvækst. Kvinderne ammer børnene ofte og i meget lang tid, hvilket indebærer, at de først er klar til at blive gravid igen flere år efter en fødsel. Hos samler- og jægergrupper er der en optimal størrelse, man helst ikke må komme over eller under. Tilsvarende er der også en optimal størrelse for jagtdomænet, og der er ingen anledning til at ville udvide dette. Man trænger en sjælden gang ind på et fremmed jagtdomæne, for der at stjæle en særlig delikatesse. Da de andre grupper hverken har maddepoter eller større rigdomme, er der heller ikke nogen grund til at udplyndre dem. Der kan opstå problemer, hvis en gruppe bliver for stor og må opsplittes. I en sådan situation kan der forekomme deplaceringskampe. Turnbull skildrer en konfrontation, hvor en fremmed gruppe trænger ind på den af ham undersøgte gruppes jagtdomæne, for at stjæle de vilde biers honning. „Kampen" består hovedsagelig af et rasende skrigeri, trueadfærd og en par knytnæveslag.

Fordi der således kun er få situationer, hvor et krigerisk opgør overhovedet er en fordel for en samler- og jægergruppe, da disse grupper slet ikke kan tåle et større tab af menneskeliv på grund af et sådant opgør, og fordi iagttagelser af nulevende samler- og jægerkulturer bekræfter deres fredelige sindelag, må vi gå ud fra, at krig, i de tusinde århundreder før overgangen til landbrug, kun sjældent har været en del af menneskers liv.

Ved afslutningen af den sidste istid øgedes ikke blot gennemsnitstemperaturen, men også de årstidsbestemte forskelle. Omkring jordanflodens dalstrøg, hvor de ældste spor af planteavl er fundet, var det frem for alt græssorter og bælgfrugter, der kunne tilpasse sig det nye klima, mens andre forsvandt – og med dem også vildtet. Som etårige planter kunne de bedre klare den kortere vegetationsperiode, og deres mere tørre frøkorn kunne overleve mellem vegetationsperioderne. For samlere og jægere var disse planter kun et sidste valg, mindre frugtbare og vanskeligere at indsamle i sammenligning med frugter, nødder, rødder og lignende. Græsfrø tyr man først til i perioder med knaphed. En sådan periode med knaphed var netop begyndt.

Landbrugslivet krævede mere arbejde og var mere usikkert end livet som samler og jæger. Samlere og jægere gør brug af hundredvis af forskellige planter som føde, agerbrugere undertiden kun et dusin. Derved blev for det første føden mere ensidig, og for det andet blev risikoen for en katastrofe på grund af en svigtende høst større. Arkæologer har påvist, at de tidlige agerdyrkere gennemgående var mindre og skrantede mere end deres forfædre, samlerne og jægerne. På grund af den tættere sameksistens spredte infektionssygdomme sig blandt mennesker og husdyr, og også fra husdyr til mennesker. (Diamond 1992, Diamond 1998).

Agerdyrkere beslaglægger dog mindre jord per person. Grød lavet af sædkorn er velegnet som babymad, derfor kunne kvinderne hurtigere holde op med at amme og blev hurtigere gravid igen. Dette bevirkede en større befolkningstæthed, og dette gjorde det endnu vanskeligere igen at ty til vilde dyr og planter i perioder med knaphed. Landbruget viste sig at indeholde en fælle. Vejen tilbage til livet som samler- og jæger var blevet umuliggjort.

Det var på ingen måde således, at agerbrug af naboerne begejstret blev anset for at være den store opfindelse til efterfølgelse. Det udbredte sig med en gennemsnitshastighed af 1000 meter om året. Men hvorfor bredte det sig overhovedet? Befolkningstilvækst og stadig forekommende hungersnød tvang igen og igen mennesker til at udvandre. Og de bragte landbrugskulturen med sig.

Landbrugslivet var således på ingen måde det mest bekvemme, men den mest effektive livsform. Den kunne ernære flere mennesker på et mindre område, derfor måtte den på længere sigt erstatte den vildtjagende livsform. Prisen var en nedsat forventet levealder, forøget katastroferisiko, epidemier – og arbejdets debut i menneskets liv. „I dit ansigts sved skal du spise dit brød!" lyder den forbandelse, med hvilken Adam og Eva blev fordrevet fra paradisets naturtilstand, hvor alt kom af sig selv, og måtte blive agerbrugere. Man kender ikke til nogen jægerfolk, der har opfattet deres behov for at jage eller samle frugter og bær som en belastning.

Parallelt med denne udvikling begyndte jægere, der primært fulgte flokkene af hovdyr, aktivt at tæmme disse flokke. Nomadelivets kvægavl opstod.

De tidlige agerbrugsamfund var stadigvæk egalitære. Fundene viser ingen nævneværdig forskel mellem boligfund eller gravgods. Den fælles jord blev sandsynligvis dyrket i fællesskab eller blev periodisk igen tildelt familierne – dette tyder i alt fald den senere skik og brug på (Thomson 1941).

De tidlige agerbrugssamfund lader heller til at have været særligt krigeriske. „De neolitiske udgravninger udmærker sig ved en total mangel på våben, mens der er masser af værktøj og pottemagerkunst" (Mumford 1967). Det gamle Jerikos mure blev af videnskaben således også opfattet som et befæstningsanlæg (Keegan 1993), men formålet med dem var højst sandsynligt at beskytte byen fra at blive oversvømmet af slam (Haviland 1997).

Ikke desto mindre ligger fast, at nulevende primitive ager- eller havebrugskulturer praktiserer krig. Meget omtalte eksempler er Maring-folket på Ny Guinea og Yanomamö’erne i Amazonasområdet (Harris 1974). Disse kulturers stamme- og klankrige virker besynderlige, fordi de kun har meget lidt til fælles med de krige, der udgør hovedindholdet i vores historiebøger. Måske kan netop dette bruges til at karakterisere dem: Det er ahistoriske krige, krige, der ikke medfører nogen historiske omvæltninger. De udmærker sig yderligere ved en voldsom ritualisering og ved et kraftigt element af tvekampe og blodhævn.

Maring-folket anlægger ved hjælp af svedjebrug haver i urskoven og holder svin. Så snart svinepopulationen nåede en bestemt størrelse, er det på tide at holde en stor fest for forbundsfællerne, der bliver trakteret med kød og flæsk, for at styrke alliancerne. Samtidig bliver fredstræet fældet, og den fjendeklanen erklæres krig. Begge parter rydder skiftevis en lysning i skoven og indretter den som kampplads. På et aftalt tidspunkt drager de fjendtlige parter syngende og dansende af sted til kamppladsen, råbende skældsord og trusler efter hinanden og sender, skjult bag store skjolde, stumpe pile efter hinanden. Så snart nogen bliver alvorligt såret, træder personer, der er på venskabelig fod med begge sider, til som mæglere. Her kan krigen så finde sin afslutning. Hvis den ene side kræver mere hævn (for ugerninger begået i tidligere krige), tages økser og nærkampsspyd i anvendelse, idet begge parter nu rykker tættere ind på livet af hinanden. Nu kan der ske det, at den ene side farer frem for at tilføje de andre drabelige tab. Så snart nogen bliver dræbt, bliver der indgået en våbenhvile. Derefter holdes der en eller to dages kamppause med begravelsesritualer hhv. gaveofringer til forfædrene. Så vender man tilbage til kamppladsen. Trækker kampene i langdrag, kan forbundsfællerne blive trætte og ville hjem. Bliver således kun den ene part svækket, kan de andre forsøge sig med et stormangreb og jage den svagere part bort fra kamppladsen. De besejrede søger så tilflugt i deres forbundsfællers landsbyer. Sejrherrerne forfølger dem ikke, men overfalder deres landsby, og dræber de efterblevne der måtte befinde sig der, sætter ild til huse og forråd og jager svinede væk. I totredjedele af krigene sker der en sådan ødelæggelse. Herefter planter sejrherrerne et fredstræ, og så er der igen våbenhvile i ti til tolv år (Harris 1974).

Man kan forestille sig, at livet i højlandet på Ny Guinea i århundreder går sin gang, uden at noget grundlæggende ændrer sig gennem de periodisk iværksatte krige. I modsætning hertil bidrager disse krige til at skabe stabilitet, idet de både begrænser væksten i menneske- og svinepopulationen og således medvirker til at forhindre rovdrift på skovene. Hvorved begrænsning af befolkningstilvæksten ikke fremkaldes af tab på slagmarken – mænd er ikke uerstattelige – men fordi et krigerisk samfund tenderer mod aktivt at reducere kvindeligt afkom (gennem barnemord) eller ved manglende omsorg. Sejrherrerne besætter ikke direkte de besejreres område, alligevel søger de besejrede ly hos allierede klaner og holder sig borte fra deres gamle enemærker, så disse i flere år ligger uopdyrkede hen og jorden således retter sig igen. Med årene vender enten de besejrede tilbage eller sejrherrerne tager lidt efter lidt jorden i besiddelse.

Periodisk nyfordeling af jord og befolkningsbegrænsning er imidlertid sideeffekter ved denne form for krig. At krigen immervæk i en tredjedel af tilfældene slutter, uden at en af parterne gør alvorlige forsøg på at skade den anden part, tydeliggør, at det ritualiserede krigsspil ikke blot er et forspil, men bliver iværksat for sin egen skyld. Denne „nul-krigs" („nothing-war") funktion er vel helt klart demonstrativt energispild. Et afslørende indicium herpå er kvindernes tilstedeværelse på slagmarken. Denne del af krigen kunne ligeså godt være erstattet af en fodboldkamp eller en anden sportskamp.

Krigens karakter af „sport" viser sig eksempelvis også i en sælsom skik hos Dakota-indianerne: Særligt tapre krigere kaster sig ikke ud i kampen for at dræbe fjenden, men udelukkende for at tjatte til dem med en speciel stok. Hver berøring regnes som et „trofæ" – et pluspoint. Den, der under kampen scorer mange trofæer, vinder lige så megen eller endog mere hæder end den, der dræber mange fjender.

Man kan karakterisere denne og lignende former for endemisk krig, såsom blodhævn, hovedjægeri mv. på følgende måde: Denne slags krig findes, fordi krigsheroisme er et ligeså „flot tegn" på gode overlevelsesevner som mange andre. Kvinder, der synes, at krigshelte er sexede, har ligeså gode chancer for at få levedygtig afkom som kvinder, der synes, at dygtige jægere er sexede. Napoleon Chagnons undersøgelser synes at vise, at især aggressive Yanomamö-mænd har flere efterkommere (Chagnon 1988). Denne slags krig findes endvidere, fordi agerbrugere hhv. havedyrkere i det mindste i perioder har råd til at føre dem. De skaffer sig overskud, der tillader, at de kan føre krig i nogen tid. Denne slags krig kan endelig fortsætte, fordi den holder befolkningstætheden på et økologisk bæredygtigt niveau.

Den endemiske krigs stabiliserende virkning kan man ligesom Marvin Harris se som „en fornuftig økologisk tilpasning", men på samme måde kan man se den som en kulturel stagnation. Maring-folket investerer deres overskud i demonstrativt energispild, i stedet for, som det er sket andre steder, at investere den i kulturelle fremskridt. Kan krig ikke bremse befolkningstilvæksten, må de finde på måder, hvorpå deres landbrugs produktivitet kan øges, eller udvandre for at kolonisere nyland, eller finde på andre måder at kontrollere befolkningstilvæksten på. Tilpasning eller en ond cirkel – det kan kun vurderes ud fra slutresultatet.

En helt anden dynamik opstod af krigen i Mesopotamien og Nildalen, hvor de første agerbrugskulturer opstod. Lewis Mumford forestiller sig udviklingen således, at den neolitiske agerbrugskultur stødte sammen med den palæolitiske jægerkultur. Jægergruppen opdagede, at agerdyrkernes ophobede forråd var et let opnåeligt jagtbytte. Var bønderne på forhånd tilstrækkelig skræmte, kunne man springe de røveriske overfald over og tilbyde bønderne beskyttelse mod disse, til gengæld for en ydelse i form af en regelmæssig tribut. På denne måde opstod der to slags hierarkier. På den ene side satte jægerne sig på bønderne. På den anden side kunne ophavsmændene til de røveriske overfald institutionalisere deres position og udråbe sig selv til høvdinge (Mumford 1966. Sml. også Keegan 1993).

Udgravningerne viser, at også allerede egalitære, uafhængige bondesamfund til en vis grad investerer deres overskud i produktionsforbedringer. Vandingsanlæg efter lokal målestok blev også opført før kongernes tid, og en vis grad af arbejdsdeling fandtes allerede, idet nogle landsbybeboere specialiserede sig i tilvirkning af pottemagerkunst eller værktøj. Men under krigshøvdingenes herredømme opstod der en helt anderledes dynamik: Krigshøvdinge kunne skumme overskuddet fra flere landsbyer. Jo flere landsbyer de havde kontrol med, jo større overskud kunne de koncentrere centralt. De kunne ikke blot øge overskuddet ekstensivt, men også intensivt, idet de tvang landsbyerne til at nøjes med færre daglige fornødenheder, end de ellers ville have haft. En del af disse overskud solder krigerne simpelthen op. Men en del kunne de også investere i en forøget arbejdsproduktivitet, f.eks. vandingsanlæg, for i de følgende år at kunne høste endnu større overskud. Hovedparten investerede de i forbedringer af deres militære slagkraft, i våben og fæstningsanlæg. Men også herved bidrog de til en forbedret arbejdsproduktivitet på langt sigt. De kunne ansætte specialister, der så blev frigjort fra deres jordbrugsmæssige forpligtelser og helt kunne hellige sig perfektioneringen af deres håndværk. Opfindelser på det militære område kunne efterfølgende også bruges i det civile liv, ligesom den nutidige teflonbelægning på stegepander stammer fra den militære rumfart. Således begynder fremskridtets hjul at dreje rundt.

For tributstaten er endnu mere ekspansionistisk end myrekolonien. For krigerfyrsten er mere land ensbetydende med flere tributpligtige bønder, flere tributter er ensbetydende med flere krigere, flere administratorer, flere præster og flere specialister til at fremstille våben, til at fremstille luksusvarer, til at opføre paladser og templer. Og alt dette bliver så igen omsat og brugt til militær magtudøvelse for at erobre endnu mere land og gøre endnu flere bønder tributpligtige. Er der så mere overskud, kan kongen investere det i demonstrativ ødselhed, som eksempelvis bygning af pyramider. Tilmed kommer krigerfyrsten hurtigt i konkurrence med krigsfyrster i nærheden, hvis ekspansionstrang er ligeså grænseløst ubehersket. I kampene mellem nabofyrstendømmerne bliver de besejreres territorier indlemmet i sejrherrernes, og endnu mere tribut kan samles under høvdingen, som så bliver til konge. På denne måde opstå slutteligt imperiet. Udvidelsen af imperiet er givet underlagt visse tekniske begrænsninger - eksempelvis på grund af de eksisterende kommunikations- og transportteknikker eller på grund af de geografiske forhold - men principielt set ingen.

Med dannelsen af kriger-agerbrugerkomplekset i den yngre stenalder påbegyndtes en positiv tilbagekoblingsproces, der på 10.000 år har løftet det menneskelige arbejdes produktivitet op på dets nuværende niveau: Står to riger overfor hinanden, så vil det rige, hvis befolkning skaber det største overskud til at omsætte i militær magt, sejre og opsluge det andet. (Respektivt bliver sådanne succesrige kulturer et forbillede, som tilstødende kulturer vil bruge som model.)

Allerede tidligt i civilisationens epoke frembragte det mesopotamisk-ægyptiske kompleks to væsentlige elementer til at koncentrere overskud med: Skrifttegn og den omfattende arbejdsdeling. Skrifttegnene blev udviklet i Mesopotamien til registrering af afgifter, et uvurdeligt redskab til at kontrollere inddrivelsen og fordelingen af tributter. Skrifttegnene bragte befalinger fra Centrum ud til de fjerneste egne af riget og informationer fra hele riget tilbage til Centrum. Skrifttegnene muliggjorde dannelsen af et bureaukrati, der sørgede for at holde sammen på riget.

Det ægyptiske bureaukrati udviklede ikke blot en mesterlig forvaltning af arbejdets produktion, men også af organiseringen af arbejdet. Grundmønstret var det samme ved bjergværksdriftsekspeditioner som ved erobringstogter og pyramidebyggeri og er indtil i dag bevaret inden for organiseringen af hæren. „Grundenheden var en afdeling under opsyn af en gruppeleder. Selv på de rige grundejeres jordbesiddelser fra det tidligere rige var denne struktur fremherskende. Ifølge Erman omformedes disse afdelinger til kompagnier, der marcherede eller paraderede under eget flag. I spidsen af hvert arbejdskompagni stod en arbejdsgruppeleder, med titel af kompagnichef. Man kan roligt gå ud fra, at noget lignende ikke har været tilfældet i nogen tidlig neolitisk landsby." (Mumford 1966, s. 192-93)

„‚Den ægyptiske embedsmand’, noterer Erman, ‚kunne kun se disse mennesker som et kollektiv; for ham eksisterer den individuelle arbejder ligeså lidt som den individuelle soldat eksisterer for vores overordnede hærofficerer.’" (Erman 1894, citeret efter Mumford 1966, s. 193)

Lewis Mumford kalder denne organisationsform for en megamaskine. Den bygger på en opdeling af arbejdsprocessen i mindst mulige bestanddele, der kan udføres rent mekanisk. Forudsætningen for den senere udvikling af mekaniske maskiner.

Det græsk-romerske kompleks føjede yderligere to komponenter til civilisationen, to vigtige elementer til koncentration af overskud: Møntpenge og slaveri.

Arbejdsdeling kræver en fordeling af de producerede varer. Fordelingen kunne ske ved hjælp af det fælles forbrug, måske i familien, eller jagtgruppen; ved hjælp af en umiddelbar byttehandel mellem producenterne (en bronzehakke for et skæppe korn); ved hjælp af en organiseret omfordeling, måske når faraoen indhenter tribut og skat i form af sædekorn og fordeler dette blandt sine embedsmænd og specialister, sine soldaten, paladsarbejdere og arbejdere på offentlige byggerier; og slutteligt ved hjælp af specialiserede handlende og handelsfolk.

Af alle disse modeller har handel vist sig at være den mest fleksible og effektive. Handel øger ikke arbejdets produktivitet på samme måde som en opfindelse, eksempelvis jernproven eller brugen af trækdyr. Men handel muliggjorde arbejdsdeling i stor stil, også blandt producenter, der hverken kender hinanden eller er underkastet den samme autoritet. Handel muliggør, at individerne producerer det, som de kan producere med mindst mulig arbejdsindsats og størst mulig udbytte. Men ikke blot individer, også hele regioner kan specialisere sig på denne vis. Således bliver mængden af varer forøget i de gennem handel forbundne områder og dermed også mængden af overskud. Fordelen for den enkelte handelspartner ligger altså ikke så meget deri, at han får noget, som han ellers ikke ville kunne få, men at han for sin vare, der har kostet ham et bestemt antal arbejdsdage, får en anden, som han selv kun kunne fremstille gennem et endnu større forbrug af arbejde. Den græske olivendyrker kan for et halvt års høst af olivenolie få lige så megen sædekorn fra Ægypten, som han skulle bruge et helt år på at opdyrke på sin egen jord, hvis han havde sået sædekorn på denne. Den ægyptiske kornavler kan ved hjælp af overrisling høste korn to gange om året, mens oliefrugter kun ville give en høst. Således øger både olivenbonden og kornavleren deres effektivitet, hvis de udveksler produkter. Den samlede produktion af korn og olivenolie bliver større, end hvis de begge producerede begge dele. (Eksemplet bliver mere realistisk, hvis man i stedet for enkeltstående handelspartnere opererer med regioner, der handler med hinanden.) Og afhænger af talentet hos den handlende, der formidler byttehandlen, hvor stor del af den gensidige fordel han kan bjærge til sig selv. Han må i sidste ende kun give de to producenter så meget, at den enkelte får en mærkbar fordel heraf, så byttet stadig forekommer ham at kunne betale sig. Resten kan han putte i lommen, så længe den givtige handel ikke tiltrækker andre handelsmænd, der, for at sikre sig deres del af markedet, tilbyder producenterne mere fordelagtige betingelser. Men de søfarende grækere havde kun én alvorlig konkurrent, fønikierne, og således kunne en stor del af den ekstra rigdom overføres til Grækenland. Markedets overlegenhed i forhold til tributstaten viste sig i grækernes sejrrige sammenstød med perserne.

Men markedet viste også straks sine fælder. Den græske kornavler vidste ikke, hvad der skete, da hans sædekorn på grund af den ægyptiske og italienske konkurrence blev stadig mindre værd. Det var ikke ham, men hans nabo, olivendyrkeren, der drog fordel af handelen. Kornavleren, hvis far endnu havde haft et pænt udkomme, måtte opfatte det som et indgreb fra en højere magt, at hans arbejde, som han passede ligeså samvittighedsfuldt som hans far, ikke længere gav tilstrækkeligt til livets opretholdelse og han til sidst mistede sin jord og på grund af sin gæld blev solgt som slave. For på grund af de billige sædekorn, der fra kystegnene kom på markedet, sænkede også priserne inde i landet. Bonden havde stadig de samme aftagere som tidligere, men de var ikke længere parat til at betale ligeså meget som før. Markedet var en skæbne, der var afmægtig over for menneskers gøren og laden.

Olivendyrkeren, der havde hengivet sig til selvsamme uigennemskuelige skæbne og snart havde forøget sine besiddelser med kornavlerens jord, var en berørt tilskuer som til en af Sofokles’ tragedier, hvor skæbnen igen og igen viser sig at være stærkere end menneskenes planer og ambitioner. Ved siden af ham sad sandalmageren, hvis skæbne var afhængig af import af italienske oksehuder og ved siden af disse tømreren, hvis arbejdsopgaver var afhængig af prisen på bygningstømmer fra det nordlige ægæiske område, og ved siden af igen vinavleren, der dette år ikke havde været mindre flittig og ikke havde høstet mindre end sidste år, og alligevel kunne et ekstremt godt vinår i Italien blive skæbnesvangert, uden at han kendte årsagen hertil.

Markedet tildelte menneskene deres beskæftigelser. Hvad man laver, er ikke længere så meget bestemt af tradition, familiemæssige forpligtelser eller stammemæssige bånd. Man laver det, som man får flest penge ud af, om det så er at handle med vin eller med slaver eller tage arbejde som lejesoldat hos en fremmed hersker.

Krig var ikke – som ved tributstaten - det primære redskab til at koncentrere overskuddet med. Markedet muliggjorde koncentrationen og overførslen af overskud hen over statsgrænserne. Men krig er nødvendig, for at skaffe sig konkurrenterne fra halsen – og for at tage slaver som bytte.

Slaveri er på den ene side den mest ekstreme form for udbytning hhv. anskaffelse af overskud. Men da slaver ikke har nogen særlig interesse i at forbedre deres arbejdsydelse, er det ikke ubetinget den mest effektive.

I Rom kom der gang i følgende positive tilbagekobling: Udbytningen af nye slaver og brugen af dem på godsejernes landejendomme betød ruin for de frie bønder. For dem tilbød sig så en udvej som værnepligtig i hæren. Således kunne der erobres nye landområder, tages nye slaver som bytte, ruineres endnu flere bønder, der så igen stod til rådighed for en større hær. Og de var også nødvendige, for at kunne finansiere de voksende statsudgifter, måtte der gøres nye erobringer. Rom investerede i løbet af sin eksistens stadig mindre af de gennem udbytning fremskaffede overskud i en øget produktion, men næsten kun i overdådig luksus og militærmagt. Derved gik det til sidst til grunde.

Europas markeds- og pengeøkonomi oplevede med Roms undergang et kraftigt tilbageslag, og brugte 700 år til at komme sig igen. Langs Europas kyster opstod der på ny handelsmagter, hvor der blev samlet kapital, der førte til dannelsen af den hidtil mest effektive pengeøkonomi, hvad angår produktivitetsforøgelse, nemlig industrikapitalismen. Lønarbejdets retmæssige udformning gjorde det muligt for ejerne af produktionsmidlerne at tilegne sig de egentlige producenters merprodukt. Den stadig udvidede handel skabte markedet og dermed konkurrencepresset, der tvinger arbejdsgiverne til at investere størstedelen af merproduktet i forøget produktivitet og merproduktion. Lønarbejderens handlefrihed (i modsætning til de livegnes stavnsbinding) gjorde det, i takt til markedets krav, muligt at flytte dem fra en produktionsgren til en anden. Konkurrencen imellem lønarbejderne, der bestandigt blev skærpet på grund af tilstrømningen af forarmede bønder til den industrielle reservearme af arbejdsløse, tvang dem til at sælge deres arbejdskraft billigst muligt. Den på lønarbejde byggende markedsøkonomi tilskyndede altså mere end nogen tidligere pengeøkonomi til at anbringe samfundets overskud i en forøget og mere intensiv produktion. Massernes forbrug blev reduceret til et eksistensminimum, men også arbejdsgivernes forbrug blev holdt inden for passende grænser, fordi den arbejdsgiver, der omsatte for meget af sit merprodukt i luksus, blev hurtigt overhalet af konkurrenterne. Der blev produceret for produktionens egen skyld.

Kapitalismen er endda uden sammenligning mere ekspansionistisk end tributstaten. Da hver arbejdsgiver er tvunget til om muligt at nedbringe sine omkostninger, og da lønomkostninger naturligvis er en del af disse, går tendensen hele tiden i retning af, at der er for ringe købekraft til de producerede forbrugsvarer. Altså må de eksporteres. For det andet falder både af tekniske og organisatoriske årsager stykomkostningen alt efter størrelsen på det producerede stykantal. Hertil hører synergien i forvaltningen, i udviklingen, i råstofanskaffelsen, i transportdelen. Selv når markedets modtagelighed er kendt, bliver der produceret mere end markedet kan optage, fordi hver arbejdsgiver håber på at kunne komme af med sine produkter på bekostning af de andres. Derfor forløber den kapitalistiske udvikling altid krampagtigt, med perioder med opsving, hvor der bliver investeret i en produktionsstigning, og perioder med stagnation og tilbagegang, fremkaldt af den kendsgerning, at den enorme produktivitetsstigning på en eller anden måde må give sig udslag i produktionen af forbrugsvarer, som markedet imidlertid ikke kan optage. Resultatet bliver en konkurrence om markeder. Hvor der tidligere blev kæmpet om retten til at optage en bestemt egns produkter, bliver der nu ved en absurd kovending kæmpet om retten til at måtte forsyne en bestemt egn med varer.

Englands opstigen til verdensmagt skyldes ikke mindst profitten fra det Britiske Ostindiske Selskabs tekstilhandel. I det 19. århundrede producerede England halvdelen af alle industrielt forarbejdede bomuldsstoffer. I begyndelsen af det 20. århundrede var som logisk konsekvens ¼ af verdens befolkning britiske undersåtter. Britiske kanonbåde tvang i midten af det 19. århundrede Kina til at åbne sine markeder, og amerikanske Japans. Den 1. og 2. verdenskrig var begge kampe om markeder. Den 9.9.1914 fremlagde den tyske Rigskansler Bethmann Hollweg følgende retningslinier for formålet med krigen: „...dannelsen af en mellemeuropæisk økonomisk enhed gennem fælles toldaftaler, inkluderende Frankrig, Belgien, Holland, Danmark, Østrig-Ungarn, Polen og eventuelt Italien, Sverige og Norge. Denne enhed, dog uden en fælles konstitutionel topstyring, med en tilsyneladende ligeberettigelse mellem medlemmerne, men under faktisk tysk ledelse, skal befæste Tysklands økonomiske dominans i Mellemeuropa."

I en betænkning af Werner Daitz vedrørende „Oprettelsen af et Rigskommissariat for Storregionsøkonomi" fra 31.5.1941 står: „Hvis vi vil styre det europæiske kontinent økonomisk, ... så bør vi af forståelige grunde ikke offentligt udnævne dette til en tysk storregionsøkonomi. Vi skal principielt stadig kun tale om Europa, for den tyske førerstilling giver sig selv ud fra dens politiske, økonomiske, kulturelle, tekniske betydning og den geografiske placering."

Siden den sidst verdenskrig har der ikke været krige mellem industrilande. Men blandt de fire lande, der siden da hyppigst har været i krig, finder vi sammen med Indien: Storbritannien, USA og Frankrig, tre højt udviklede industristaten og mønsterdemokratier.

I mange såkaldte borgerkrige i Afrika blev de mod hinanden kæmpende krigsherrer umiddelbart finansieret af medkonkurrerende multinationale koncerner. Uden våbeneksporten fra industrilandene ville disse krige heller ikke være blevet så blodige og langvarige. Men først og fremmest må man konstatere, at de allerede udviklede industrilandes økonomiske ekspansionisme besværliggør og lammer den øvrige verdens selvstændige økonomiske udvikling, og derved konsoliderer fattigdommen og udsigtsløsheden. Der er ingen tvivl om, at også de fattigste lande i Afrika, Asien eller Latinamerika kunne få en industri op at stå, der vil være langt mere produktiv end den europæiske var for 100 år siden. På dette grundlag kunne de gradvist forøge produktiviteten, ligesom det er sket i Europa og USA. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi de også i deres egne lande må konkurrere med produkter fra de højtudviklede landes produktive industrier. Hertil mangler de naturligvis kapital. Alle forsøg fra tredjeverdenslandene på at værne om deres økonomi med beskyttelsesforanstaltninger bliver torpederet af Verdenshandelsorganisationen WTO, Verdensbanken og de internationale valutafonde. Således konsolideres underviklingen, fattigdommen og udsigtsløsheden, og på dette grundlag trives de krigsherrer, hvorom bander flokkes og kæmper om de få tiloversblevne lunser.

Men vi ser også dannelsen af tre store økonomiske blokke, den amerikanske, den europæiske og den østasiatiske. Når de „spirende markeder" i den tidligere østblok, i Kina og enkelte andre områder er mættede – hvad så? Der findes ingen garanti for, at de økonomiske krige ikke en dag igen bliver til hidsige rigtige krige. Europa er godt på vej til at blive en økonomisk supermagt, og også den militære oprustning til en sådan er allerede i gang. En militær konfrontation mellem Europa og USA er i dag utænkelig. Men for 15 år siden forekom Polens optagelse i NATO også usandsynlig.

Marx ønskede ikke blot at befri arbejdsklassen fra kapitalisternes greb, men også menneskeheden fra markedskræfternes, og ved en analyse af de sociale mekanismer at give den mulighed for igen at tage skæbnen i egne hænder. Hvor marxistiske partier stillede sig i spidsen for arbederbevægelser og i deres navn greb magten i et land, blev resultatet næsten en genoplivning af tributstaten. I de kommunistiske lande var målet heller ikke en tilfredsstillelse af behov, men „produktivkræfternes frisættelse". Under parolen om at „indhente og overhale kapitalismen" blev overskuddene ikke investeret i en forbedring af livskvaliteten, men næsten udelukkende i projekter, der skulle tjene til at udbygge den militære magtposition og forøge arbejdets produktivitet. Men det med at forøge arbejdets produktivitet, var kapitalismen bedre til. Kommunismen kunne holde balancen i 70 år, fordi den faktisk pressede et højere merprodukt ud af arbejderne end kapitalismen i de vesteuropæiske lande og Amerika gjorde, og investerede en større andel af dette merprodukt i militære magtmidler.

Hvordan kan det gøres? De marxistiske teoretikere og de kommunistiske magthavere mente, at de fuldstændigt kunne fjerne markedets spontane selvorganisation og erstatte den med rationel planlægning. En analogi kan her være avlerens forsøg på at skabe en ny kvægrace eller blot lave en ny salatplante af de tyve aminosyrer. Ikke engang i genteknologiens tidsalder får nogen sådanne højtflyvende tanker. Alligevel har gartneren eller opdrætteren i de sidste 10.000 år ikke bare overladt udviklingen af planterne og dyrene til den spontane selvorganisation, men griber mere eller mindre planmæssigt og målrettet ind i den biologiske evolution. Jo bedre de forstår evolutionens lovmæssigheder, desto bedre svarer resultaterne til deres forestillinger. (At opdrætteren og genteknikeren således ofte har tvivlsomme målsætninger, ensidigt rettet mod et større udbytte, er så en anden sag.)

Hvis på den ene side den kommunistiske planlægning var langt fra så omsiggribende, end det som teoretikerne og magthaverne havde forestillet sig, så er på den anden side selv markedsøkonomien i de lande, hvor neoliberalismen bliver dyrket mest entusiastisk, ikke helt uafhængig. Den regulerede markedsøkonomi er en kendsgerning hinsides enhver ideologi. Og også med statskvoter på fra 30 op til næsten 50% af BNP kan det overhovedet ikke være anderledes. Det relevante spørgsmål er med hvilke målsætninger og hvilke metoder man prøver at styre markedsøkonomien.

Sådanne tiltag kan ikke skabe kontrol med markedsmekanismerne, ligesom den naturlige evolution ikke kan få argusfasanens halefjer til at holde op med at vokse. For opdrætteren er det derimod en enkel sag at fremavle en hønsefugl med lange eller korte, flerfarvede eller ensfarvede, lige eller buede halefjer, hvorved de ikke går imod arvelighedslovene, men med dem.

Skal den grænseløse forøgelse af produktionen med det formål at skabe endnu mere produktion standses, må man sørge for, at kun så den del af samfundsproduktionen, der virkelig er i samfundets interesse, investeres i en forøget produktion, og den resterende del af produktionen bliver konsumeret af samfundet.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, forudsiger verdens førende erhvervsledere, vil man i den nærmeste fremtid kun have brug for 20% af den arbejdsdygtige befolkning, for at holde gang i verdensøkonomien. De øvrige 80% holder man så i live med de allermest nødvendige billige mængdevarer og humøret oppe på ved hjælp af masseproduceret underholdning. Eller også lykkes det os, at ændre det nuværende økonomiske system på en sådan måde, at mennesker omsider bliver frigjort fra arbejdets åg og kan kaste sig over det, som ingen maskine kan tage fra dem: omsorgen for hinanden. Og det vil samtidig være forudsætningen for krigskulturen bliver afløst af en fredskultur.

Buskmændene i Kalahari behøvede kun at gå på jagt tre dage om ugen (Eibl-Eibesfeldt 1984). De kunne aldrig have fået den tanke, at lade halvdelen af mændene gå på jagt seks dage om ugen og betragte den anden halvdel som overflødige. De kunne heller ikke have fået den tanke, at lade alle mændene gå på jagt seks dage om ugen og bytte det overflødige kød for – ja, for hvad egentlig, når de allerede havde alt, hvad de havde brug for? De ledige stunder ville blive anvendt på sociale aktiviteter.

Fritiden, som enhver forøgelse af arbejdets produktivitet giver os, burde også vi frem for alt investere i sociale aktiviteter i stedet for i en fortsat forøgelse af produktionen. Ikke blot i form af mere „fritid" – „fritid" i det moderne industrisamfund er jo hovedsagelig ensbetydende med spildtid eller konsumtid. Men i den betydning, at inden for den samfundsmæssige arbejdsdeling består en stadig større andel af sociale serviceydelser. Hermed menes området bestående af omsorg, psykisk og fysisk forebyggelse og helbredelse, genoptræning og trøst, underholdning, kunst, spiritualitet, læring og forskning. Heri medregnes ikke de af de økonomiske videnskaber under „serviceydelser" indregnede områder så som pengetjenester, reklame, administration, retsydelser og so videre, altså serviceydelser, der først og fremmest gavner vareproduktionen.

Et rigt industrisamfund, der ikke investerer deres overskud i en øget produktion, men i en forøgelse af de sociale serviceydelser, ville være et ikke-ekspansivt samfund. Det ville ikke have det problem, hele tiden at skulle lede efter nye markeder og nye slags forbrug, og ville derfor heller ikke have behov for at udvide sin magtssfære og have færre problemer med rovdrift på de jordiske ressourcer. Det ville ingenlunde være et afholdssamfund, men tværtimod et luksussamfund. For ægte luksus er ikke en vibrationsmassagepude med fire programmer og trinløs hastighedsregulering, men en times tid i en indfølende massørs smidige hænder. Ægte luksus er ikke et HiFi-anlæg med firkanals Dolby-surroundlyd, men en kammerkoncert oplevet i en kreds af belæste venner eller en livesession i en intim klubatmosfære.

Men markedsmekanismerne alene kan ikke fremkalde et sådant skift. Industriproduktet bliver billigere, alt efter hvor mange færre arbejdstimer det kræves, for at fremstille dem. Men massørens eller terapeutens ydelse kan ikke gøres billigere ved hjælp af rationalisering. I forhold til fjernsynsapparater og leverpølser bliver de stadig dyrere. Og da markedsmekanismerne tenderer mod at holde flertallets indkomster nede på det allermest livsnødvendige, er det klart, at kvalificerede personlige serviceydelser således vil vokse i et rigt samfund, men også i stadig større omfang må blive et privilegium forbeholdt de øverste indkomstgrupper.

Man hvem kan trodse markedslovene? Det kan karteller og statslige institutioner. Og fagforeninger er også karteller. Stærke fagforeninger har ikke hindret kapitalismens udvikling. Idet de har skaffet arbejderne en større andel af nationalproduktet, har de ikke mindst sørget for, at en bedre brødfødt, sundere og bedre uddannet arbejdskraft stod til rådighed for erhvervslivet, end ændrede produktionsforhold efterfølgende krævede. Arbejdskraftens relative fordyrelse har ansporet virksomhederne til en stadig hurtigere rationalisering, altså en produktivitetsstigning, og folks voksende forbrug har netop også bidraget til at få afsat varerne. Virksomhederne befinder sig jo i den paradoksale situation, at hver enkelt virksomhed i grunden må have en interesse i, at befolkningen har en tilstrækkelig købekraft, til at købe varerne. Alligevel må hver enkelt virksomhed bestræbe sig på at mindske sine omkostninger, altså også lønomkostningerne. Arbejdstagernes kartel kan ophæve denne modsætning. For den enkelte virksomhed er det kun livsnødvendigt ikke at have højere omkostninger end konkurrerende virksomheder. Hvis alle havde høje omkostninger, ville dette ikke være til skade for den enkelte virksomhed. Det samme gælder for alle andre faktorer, der øger virksomhedernes omkostninger til glæde for arbejdstagerne eller hele samfundet, såsom regler vedrørende arbejdsforhold, miljø- eller kvalitetskrav.

Forbrugersammenslutninger kan dæmpe konkurrencen blandt kunderne.

Staten har ikke blot gennem regler, men også i sin egenskab af største og vigtigste forbruger af serviceydelser og varer indflydelse på, hvad og i hvilket omfang samfundet skal producere, også uden en central plankommission. Udfordringen består i, at staten gennem beskatning og passende regler udvirker, at produktivitetsstigninger i vareproduktionen ikke først og fremmest fører til en øget produktion, men til en omfordeling af de menneskelige ressourcer til sociale virkeområder.

Der er vel næppe noget land i verden, hvor der i det mindste ikke er en formel skolepligt. At overlade uddannelsen af befolkningen til markedskræfterne betyder, at uddannelse bliver et privilegium forbeholdt de højere indkomstgrupper.

I de fleste lande i Europa er konkurrencen imellem køber og sælger også blevet mindsket inden for sundhedsvæsenet på grund af den generelle forsikringspligt. Forsikringspligten med indkomstafhængige forsikringsbidrag i forbindelse med et statsligt støttet sundhedsvæsen medfører naturligvis også en udjævning af indkomstforskellene. Også den der ikke har råd til et stort hus på landet, har råd til en computertomografi.

Dette kun som eksempler på områder, hvor der allerede i dag er bred enighed om, at man ikke kan overlade alt til markedskræfterne. Skolepligt og statsligt finansieret uddannelsesinstitutioner er i øvrigt ubeskåret forbundet med en udbredt autonomi på uddannelsesstederne lige fra grundskole til universitet og frie forældre- hhv. elev-/studentervalg på uddannelsesstederne. En radikal socialøkonomi skal ikke blot tildele uddannelse i et omfang, som det er nødvendigt for erhverv og karriere, men bør se uddannelse som et selvstændigt gode og en vigtig ingrediens af livskvaliteten; betragter en høj grad af almendannelse i alle befolkningslag som en forudsætning for oplyste demokratiske vedtagelser; og betegner herudfra uddannelse som en forudsætning for, selv om det på ingen måde er den eneste, kreativ selvrealisering i modsætning til destruktiv selvrealisering.

En andet område, hvor man formålstjenligt kan investere produktivitetstilvækst, er i en kvalitativ frem for en kvantitativ forbedring af produkterne, først og fremmest i form af miljømæssig og social forenelighed. En forbud mod massivt dyrehold ville muligvis straks sætte en stopper for overproduktionen af kød. Naturligvis vil kød blive dyrere, og kødforbruget falde til et mere sundhedsmæssigt fornuftigt niveau. De lavere indkomstgrupper måtte muligvis gennem fagforeningsmæssige forholdsregler sørge for at få en indkomstudjævning, hvis det ikke sker gennem en forhøjelse af de statsligt fastsatte mindstelønninger. Men på den anden side ville førsteklasses kød således ikke længere være forbeholdt de højere indkomstgrupper. Antallet af arbejdspladser inden for kvægavl ville stige en smule, og der ville ganske vist blive færre arbejdspladser på slagterierne. Der bliver eksporteret mindre dåsekød til tredjeverdenslande og det hjemlige landbrug der kan ånde lettet op. Det overskud, der ellers blev investeret i en yderligere koncentration og rationalisering af kødproduktionen med en endnu større overproduktion til følge, måtte så investeres i bedre livskvalitet, humanisme og sundhed.

På længere sigt vil sådanne hårde og opstrammende kvalitetskrav formindske indkomstsforskellene mellem fattige og rige. Når bestemte varer efterhånden kun er til rådighed i højere kvalitet og tilsvarende bliver dyrere, kan højere indkomstgrupper udligne dette, idet de reducerer deres vareforbrug. De lavere indkomstgrupper havde hidtil en vist mindsteforbrug af varer af en dårligere kvalitet. Hvis disse varer nu efterhånden kun er til rådighed i god kvalitet, kan dette mindsteforbrug dog imidlertid ikke nedsættes yderligere. Altså må mindstelønningerne hæves, enten gennem et statsligt regulativ eller fagforeningsmæssige forholdsregler.

Sociale og økologiske minimumsstandarter for importvarer ville ligeledes være en form for kooperation blandt forbrugere, der ville sætte grænser for konkurrencen om den billigste pris og især ville forenkle og gavne arbejdstagernes kooperation i udviklingslandene, hæve deres levestandart, afskaffe børnearbejde og så videre. Til gengæld for den noget forhøjede pris ville vi få en reduktion af verdens konfliktpotentiale, f.eks. et mindre folkevandringspres.

Alle de smukke planer, om at indskrænke konkurrencen blandt arbejdstagere, forbrugere og virksomheder og supplere den med kooperation, mislykkes naturligvis, hvis de ikke omfatter det samlede økonomiske rum. For at kunne føre planer om en radikal socialstat ud i livet, må politikkens suverænitet over for økonomien vindes tilbage. Det økonomiske rum og det politiske rum må på ny bringes i dækning. En verdensøkonomi kræver en verdensregering. Det lyder afskrækkende. Og med rette. En demokratisk verdensregering er svær at forestille sig. Demokrati kræver, at alle borgere får de nødvendige informationer for at kunne tage stilling. Det er allerede nu højst problematisk i et lille land som Østrig, i et område på størrelse med EU egentlig allerede en umulighed.

Alternativet hertil er at gøre det økonomiske rum mindre. Ambitionen om et autarki må siges at være et total forladt idé, der kun er acceptabel i krigstider. I krigstider bestræber stater sig på at blive økonomisk uafhængige, ophæve bindinger, holder op med at anvende de allerbilligste råstoffer og erstatter dem med dyrere erstatningsprodukter, fordi den gennem økonomiske uafhængighed opnåede militære mobilitet vurderes som vigtigere. Hvorfor skulle et land, en gruppe af lande, ikke søge at opnå et økonomisk autarki, for at skaffe spillerum for et social- og fredsprogram? At opbrænde råolie kan forekomme at være billigere end at indfange solenergi. Men når forsvarerne af „olieinteresserne" i fjerne lande udløser en verdensbrand, bliver omkostningerne for høje.

Følgende program kunne altså opstilles for udviklede industrilande: Løsrivning fra verdensmarkedet. Stræben efter størst mulig økonomisk autarki, for at frigøre sig fra standardkonkurrencens tvingende nødvendighed, og gøre en kontrolleret markedsøkonomi mulig. Virksomhedernes indbyrdes konkurrence skal bibeholdes, dog inden for rammer bestemt af en opnået enighed i samfundet. Udligning af produktivitetstilvæksten gennem en garanteret grundforsørgelse, kontinuerlig forhøjelse af mindstelønnen, kontinuerlig forhøjelse af kvalitetskrav, overenskomstmæssige sociale og miljømæssige krav, en kontinuerlig udvidelse af den gennem skatter, altså et fælles finansieret – men derfor ikke nødvendigvis statsligt kontrolleret - social- og skolevæsen, videnskab og kunst.

Ingen af de her nævnte krav er særligt originale. De bliver sædvanligvis begrundet med behovet for mere social retfærdighed og hensynet til vores miljø. Her skal noteres, at de, gennemført med en nødvendig radikalitet - nemlig en udligning af hele produktivitetstilvæksten, også ville tjene til at sikre freden.

I sin bog „The Logic of Collective Action" („Den kollektive aktions logik") drøfter Mancur Olson et strukturelt problem ved kooperation (Olson 1965). Olson peger på, at i en gruppe med „fornufts- og særinteressebestemte individer" af en bestemt størrelse, bliver fælles interesser heller ikke praktiseret, når alle gruppens medlemmer ved, at alle medlemmer ville være bedst tjent med, at alle ydede deres bedrag. Olson taler om et kollektivt gode, der er et gode, som alle gruppens medlemmer har del i uafhængig af, om de har ydet deres bidrag (Eksempel: Selv om kun en del af byens indbyggere skifter fra at fyre med brunkul til naturgas, bliver der renere luft til alle).

Hvis gruppen er tilstrækkelig lille til, at den gavn, som et enkelt medlem har af arbejdet for den fælles sag, stadig er større end hans forbrug, hvis han som den eneste yder sit bidrag, må man gå ud fra, at alle må yde deres bidrag.

Hvis gruppen er så stor, at det enkelte medlems bidrag ikke gør nogen mærkbar forskel, må det antages, at det enkelte medlem ikke vil yde sit bidrag. For så kan han hverken øge den fælles nyttevirkning eller sin individuelle andel heri, og heller ikke ved et godt eksempel opmuntre andre, til også at yde deres bidrag. Hvert medlem vil altså forsøge at drage fordel som gratist på bekostning af fællesskabet, og så må man gå ud fra, at intet medlem vil yde sit bidrag og de fælles interesser ikke kan opnås.

Mellem de to yderpunkter ligger det område, hvor det enkelte medlems bidrag eller ikkebidrag gør en mærkbar forskel. Frem for alt i det tilfælde, at kooperation på en eller anden måde allerede er etableret, kan det enkelte gruppemedlem gå ud fra, at kooperationen ville komme i fare, hvis et medlem ikke yder sit bidrag. Thi for de andre ville balanceforholdet mellem forbrug og nyttevirkning blive mærkbart dårligere, og deres anstrengelser for selv at blive gratist, ville blive kraftigere.

Det præcise talforhold afhænger naturligvis af det kollektive godes beskaffenhed, af det givne balanceforhold mellem forbrug og nyttevirkning og af den givne grænse, hvor en ændring af nyttevirkningen bliver opfattet af gruppemedlemmerne.

Det er imidlertid let at forstå, at kooperation til fordel til det fælles bedste kan opstå spontant i relativ små grupper, i mellemstore grupper er vanskelig, og i store gruppen uden en central styring ikke vil komme i stand.

Dette under den forudsætning, at gruppemedlemmerne ikke kommunikerer med hinanden på anden måde end ved at yde eller ikke yde deres bidrag til den fælles sag.

Olson kommer ikke ind på decentrale ordninger og gensidig kontrol nedenfra. Gennem sådanne foranstaltninger kan kooperation også opnås i større grupper. Men samtaler og aftaler tager tid og også andre ressourcer, og ligeledes gensidig kontrol. Det er klart, at ved samtaler mellem et medlem og alle andre medlemmer vokser samtaleomkostningerne hurtigere end gruppens størrelse. (n medlemmer bruger 1 + 2 + 3 + ... + n - 1 samtaler for at træffe aftale om eksempelvis en kooperation. 1 + 2 + 3 + ... + n – 1 kontrolbesøg med regelmæssige mellemrum).

Desto mindre samtale- og kontrolomkostninger, desto større kan den gruppe være, der er i stand til frivillig kooperation (informationsteknologien, der gør samtale og kontrol billigere, får her ligeså en rolle som en smidig organisation, f.eks. et delegeretsystem, der ligeledes kan nedbringe samtaleomkostningerne drastiskt).

Men også ved at inddrage samtale og aktiv kontrol kan grænserne for en funktionsdygtig gruppestørrelse vel udvides, men ikke ubegrænset.

Det er let at forstå, at ved en vis gruppestørrelse forekommer det således ikke længere rationelt for det enkelte medlem at gøre arbejdet helt alene. Det kan imidlertid meget vel endnu være rationelt at påtage sig at tale med de andre gruppemedlemmer og overbevise dem om fordelen ved fælles handling. Bliver der opnået en kooperation, kan nyttevirkningen for de første missionærer også overgå deres forbrug. Ved en bestemt gruppestørrelse forsvinder imidlertid chancen for, at missionærerne nogen sinde får dækket deres forbrug. Her kan så mere irrationelle momenter, så som samvittighed, næstekærlighed og lignende hjælpe til.

Olsons konklusion er, at kooperation rent spontant kun er mulig i små grupper, men må gennemtvinges i store grupper ved hjælp af en central styring.

Uden en central kontrol forekommer der altså kun kooperation mellem „fornufts- og særinteressebestemte individer" til det fælles bedste i meget små grupper. Selv om rigtige mennesker ikke helt svarer til abstraktionen „Homo oeconomicus", og absolut også har en medfødt disposition for kooperation, og er styret af irrationelle motiver så som tradition og gennem uddannelse skabte idealer, finder vi bekræftelse i den virkelige verden. Grupper omtrent på størrelse med samler- og jægerhorder kan kooperere spontant Gennem samtaler og aftaler kan kooperation for det fælles bedste også opnås i større grupper, måske grupper på størrelse med et landsbyfælleskab. Men udgiften ved forhandling vokser med gruppestørrelsen. Grupper på størrelse med den græske bystater kunne lige netop komme til en mundtlig forståelse på folkeforsamlingen, diskutere den og stemme om den i gruppen. Også de germanske stammer på Tacitus’ tid eller Irokeserforbundet kunne etablere denne form for direkte demokrati. Men ved denne gruppestørrelse kunne en central styrelse dog anes.

Alle betaler gerne kontingent i deres kegleklub. Thi alle medlemmer i en kegleklub er ret sikker på, hvad de får for deres kontingent, kan være med til at bestemme hvordan pengene bliver brugt og forsøg på at snyde udenom, ville ligeledes straks blive opdaget og blive straffet med påtale eller udelukkelse.

Ingen derimod betaler med glæde deres skat. Enhver, der har mulighed herfor, vil begrænse deres skattebetaling mest muligt, et helt erhverv lever af at rådgive mennesker om, hvordan de kan gøre deres bidrag til fællesskabet så lille som muligt. Hvorfor er selvindlysende: Det enkelte medlem af samfundet har ikke overblik over hvordan skatten bliver brugt, er praktisk talt ikke med til at bestemme dette, og ingen ser følgerne af deres lovlige eller ulovlige skattebesparende kneb på den måde, at hospitalsservicen på grund af denne bidragsunddragelse muligvis på en eller anden mærkbar måde bliver forringet.

Anarkismens teoretikere kunne således have et vist grundlag for deres krav om, at afskaffe staten og overdrage alle afgørende beslutninger til kommunen.

Globale problemer må naturligvis løses globalt og kontinentale problemet kontinentalt. Men ikke alle problemer er globale eller kontinentale.

Ud fra den kollektive aktions logik følger også, at 5 lande lettere kan samarbejde og undgå gratist-effekten end 180 lande kan. At 10 kommuner hurtigere kan nå deres fælles mål end 10.000 kan. At inventar i en fællesejet boligblok behandles mere nænsomt end inventar i en anonym statsejendom.

Set ud fra synspunktet om kooperation og undgåelse af utilsigtede gratist-effekter er det altså tilrådeligt at overdrage mest mulig beslutningstagning (samt de tilhørende budgetter) til de mindst mulige samfundsmæssige enheder: Til bestyrelsen i kulturhuset, til forældre-lærer-elev-udvalget, til amtet, kommunen, sognet.

Det indebærer også en gensammenføring af produktions- og livssammenhænge, hvor det er muligt. Det gør en forskel, om man forurener luften der, hvor man bor, eller et andet sted. Også i denne forstand er det ønskværdigt at decentralisere produktionen så meget som muligt (f.eks. aftegner der sig sådanne muligheder inden for energiproduktionen. Tanken, at den samfundsmæssige udgift-nytte-beregning ved sammenligning af vindkraft vs. atomkraft ikke kun skal omfatte kilowattprisen, begynder at brede sig)

En fungerende kooperation kræver naturligvis også oplyste deltagere. Omfattende uddannelse og omfattende adgang til information for alle er afgørende og må anses for at være vigtigere end stats-, forretnings- og bankhemmeligheder og lignende.